Tunesien (Republic of Tunisia)
Tunesiens flag |
Tunesien er hjemsted for den østligste del af Atlasbjergene og den nordligste del af Saharaørkenen. Resten af landet består primært af frugtbar landbrugsjord. Tunesiens 1.300 km lange kystlinje omfatter bl.a. den afrikanske skillelinje mellem det vestlige og østlige Middelhav.
Tunesien er en semipræsidentiel republik. Landet regnes for den eneste fuldtud demokratiske stat i den arabiske verden, og rangerer højt på FN’s HDI-liste. Tunesien er medlem af FN, OIF, Middelhavsunionen, Det Øst- og Sydøstafrikanske Fællesmarked, Maghrebunionen, Den Arabiske Liga, OIC, AU, CEN-SAD, NAM og G77. Landet har indgået en associeringsaftale med EU og har desuden opnået officiel status af nær allieret til USA. Tunesien har desuden knyttet tætte bånd til Europa, først og fremmest Frankrig og Italien, gennem økonomisk samarbejde, privatisering og industrialisering.
I oldtiden var Tunesien hovedsageligt befolket af berbere. I 1100-tallet f.Kr. grundlagde fønikiske immigranter byen Karthago, der siden udviklede sig til en økonomisk og militær regionalmagt. Karthagos rival, Den Romerske Republik, ødelagde byen i 146 f.Kr. Tunesien var de næste otte hundrede år underlagt romersk herredømme. Romerne indførte bl.a. kristendommen og opførte arkitektoniske vidundere såsom amfiteatret i El Djem. Fra 647 forsøgte muslimske arabere gentagende gange at erobre Tunesien, hvilket lykkedes i 697. Osmannerne erobrede Tunesien 1534-1574, og sad på magten de næste tre hundrede år. I 1881 koloniserede Frankrig Tunesien. Landet opnåede uafhængighed med Habib Bourguiba i 1957. I 2011 blev Tunesiens mangeårige præsident Zine El Abidine Ben Ali afsat under den såkaldte Jasminrevolution, og der blev afholdt parlamentsvalg. Det blev efterfulgt af parlaments- og præsidentvalgene i oktober og november 2014. Tunesien er derfor det eneste land i Nordafrika, der klassificeres som ”frit” af Freedom House.
Tunesien er Afrikas nordligste land, beliggende ved Middelhavet. Groft kan Tunesien inddeles i tre geografiske zoner: mod nord Atlasbjergene, der strækker sig fra den algeriske grænse til middelhavskysten. I dette område ligger det bjergrige plateau Dorsale, der strækker sig mod nordøst, samt Kroumiriebjergene, der løber side om side med den nordlige kystslette langs Middelhavet. Disse systemer af bjergkæder rummer frugtbare dale og flodsækninger, hvor det ved hjælp af kunstvanding er muligt at drive agerbrug.
Lige syd for bjergene befinder der sig et tørt steppeplateau gennemhullet af saltsøer. Endnu længere sydpå slår stepperne over i Saharas ørkener.
I dalene mod nord og på den frugtbare kyststrimmel dyrkes oliven, hvede og apelsiner. Petroleum, fosfat, jernmalm, bly og zink er vigtige råstoffer.
Tunesiens højeste punkt er Jebel ech Chambi. De to største søer er Chott el Djerid (16 m over havet) og Chott el Gharsa (23 m under havet, Tunesiens laveste punkt) er begge saltsøer, og har kun vand i regntiden. Landets største ø er Djerba (514 km2) med 130.000 indbyggere, hvoraf de fleste bor i hovedbyen Houmt Souk. På øen findes en flyveplads.