Sprog - Verden

Sprog
Et sprog er et struktureret kommunikationssystem. Sprog er i bredere forstand en kommunikationsmetode, der involverer brugen af særligt menneskelige – sprog.

Det videnskabelige studium af sprog kaldes lingvistik. Spørgsmål om sprogfilosofi, som om ord kan repræsentere oplevelser, er debatteret siden Gorgias og Platon i Antikkens Grækenland. Filosoffer som Jean-Jacques Rousseau har argumenteret for, at sproget har sin oprindelse i følelserne, mens andre som Kant har fastholdt, at det stammer fra rationelle og logiske tanker. Filosoffer i det 20. århundrede som Wittgenstein har argumenteret for, at filosofi i virkeligheden blot er studiet af sprog. Store lingvister er Ferdinand de Saussure og Noam Chomsky.

Der er et sted mellem 5000 og 7.000 menneskesprog i verden. Ethvert estimat afhænger af distinktion (dikotomi) mellem sprog og dialekt. Naturlige sprog tales eller tegnes, men alle sprog kan indkodes i sekundære medier ved hjælp af auditive, visuelle eller taktile stimuli – som skrift, fløjtning, tegning eller braille. Det skyldes, at menneskesprog er uafhængigt af modalitet. Afhængigt af filosofiske perspektiver om definitionen af sprog og betydning kan ordet "sprog" som generelt begreb henvise til den kognitive evne til at lære og bruge systemer til kompleks kommunikation - eller til at beskrive det regelsæt, der udgør disse systemer - eller det sæt ytringer, der kan produceres fra de regler. Alle sprog afhænger af processen semiose for at kunne relatere tegn til bestemt betydning. Tale-, tegn- og taktile sprog indeholder et fonologisk system, der bestemmer, hvordan symboler anvendes til at danne sekvenser kendt som ord eller morfemer, og et syntaktisk system, der bestemmer, hvordan ord og morfemer kombineres til sætninger og ytringer.

Menneskesprog har de lingvistiske egenskaber produktivitet og displacement, og afhænger fuldstændigt af sociale konventioner og indlæring. Deres komplekse struktur muliggør en langt bredere vifte af udtryk end noget kendt system af dyrs kommunikation. Sprog menes at have oprindelse i, da tidlige abemennesker gradvist begyndte at ændre deres primat-kommunikationssystemer, udviklede indlevelsesevne (ofte kaldet Theory of Mind) og en delt intentionalitet. Denne udvikling tænkes at være sket samtidigt med en forøgelse af hjernevolumen, og mange lingvister anser sprogets strukturer for at være udviklet til specifikke kommunikative og sociale funktioner. Sprog bearbejdes i mange dele af hjernen, men især i Brocas og Wernickes område. Mennesker udvikler sproget gennem social interaktion i den tidlige barndom, og børn taler normalt flydende, når de er tre år gamle. Brugen af sprog er dybt forankret i menneskers kultur, og derfor har det udover sin strengt kommunikative anvendelse mange sociale og kulturelle betydninger som en indikator på identitet, social stratificering og til social pleje og underholdning.

Sprog udvikles og diversificeres, og deres evolutionshistorie kan rekonstrueres ved sammenligning af moderne sprog for at afgøre, hvilke træk deres stamsprog må have haft, for at de senere udviklingstrin har kunnet finde sted. En gruppe sprog, der nedstammer fra en fælles stamsprog kaldes en sprogfamilie. Den indoeuropæiske familie er den mest udbredte og omfatter så forskelligartede sprog som dansk, engelsk, russisk og hindi; den sinotibetanske familie omfatter mandarin og de andre kinesiske sprog, bodo og tibetansk; den afroasiatiske familie omfatter arabisk, somali og hebraisk; Bantusprogene omfatter swahili og zulu og hundredvis af andre sprog talt i Afrika; og de malajopolynesiske sprog omfatter indonesisk, malajisk, tagalog og hundredvis af sprog talt i Stillehavsområdet. De dravidiske sprog, der hovedsageligt tales i det sydlige Indien, omfatter tamil, telugu og kannada.

Det danske ord sprog kommer af middelnedertysk sprake afledt af spreken ('tale') eller rent bogstaveligt 'sprøjte ord ud'. Til sammenligning kommer mange andre europæiske sprogs ord for sprog - eksempelvis det engelske ord language - fra det protoindoeuropæiske ord for "tunge, tale, sprog" gennem Latin lingua, "sprog; tunge" (heraf ordet lingvistik) og oldfransk language. Ordet 'sprog' bruges somme tider til at henvise til koder, chifferskrift og andre former for kunstigt konstruerede kommunikationssystemer som formelt definerede computersprog, der bruges til computerprogrammering. I modsætning til konventionelle menneskesprog er et formalsprog i denne forstand et system af tegn til indkodning og afkodning af information. I den traditionelle lingvistiske forståelse af sprog begrænses definitionen af "sprog" dog til egenskaber ved naturlige menneskesprog.

"Sprog" har to primære betydninger i lingvistik: et abstrakt begreb og et specifikt lingvistisk system som "fransk". Den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussure, som definerede lingvistik som en moderne disciplin, var den første til eksplicit at formulere distinktionen ved at bruge det franske ord langage om sprog som begreb, langue om en specifik forekomst af et sprogsystem og parole om den konkrete brug af tale på et bestemt sprog.

Om sprog som et generelt begreb, kan der anvendes definitioner, som lægger vægt på forskellige aspekter af fænomenet. Disse definitioner medfører også forskellig tilgang til og forståelse af sprog, og de ligger også til grund for forskellige og ofte inkompatible skoler inden for lingvistisk teori. Diskussioner om sprogets natur og oprindelse går helt tilbage til Antikkens Grækenland, hvor filosoffer som Gorgias og Platon diskuterede forholdet mellem ord, begreber og virkelighed. Gorgias argumenterede for, at sprog hverken kunne repræsentere den objektive erfaring eller den menneskelige oplevelse, og at kommunikation og sandhed derfor var umulig. Platon fastholdt, at kommunikation er mulig fordi sprog repræsenterer ideer og begreber, som eksisterer uafhængigt af og før sproget.

I Oplysningstidens debat om menneskehedens oprindelse blev det moderne at spekulere om sprogets oprindelse. Tænkere som Rousseau og Herder mente, at sproget havde sin oprindelse i følelsernes instinktive udtryk, og at det oprindeligt var tættere på musik og poesi end på det logiske udtryk af rationelle tanker. Rationalistiske filosoffer som Kant og Descartes mente det modsatte. Omkring begyndelsen af det 20. århundrede begyndte tænkere at spekulere på sprogets rolle i at danne vores oplevelse af verden – og hvorvidt sprog blot reflekterer verdens objektive struktur, eller om det skaber begreber, som det derefter pålægger vores oplevelse af den objektive verden. Det førte til spørgsmålet, om alle filosofiske problemer først og fremmest er lingvistiske. Genopblomstringen af det syn, at sprog spiller en betydelig rolle i skabelsen og cirkuleringen af begreber, og at filosofiske studier essentielt er sprogstudier, er associeret med det, der er blevet kaldt den sproglige vending og med filosoffer som Wittgenstein i det 20. århundredes filosofi. Disse diskussioner om sprogets rolle i forhold til betydning og henvisning, kognition og bevidsthed er fortsat aktive i dag.